Jeg bager de her morgenboller stort set hver weekend, og har gjort det stort set hver weekend de sidste 2-3 år. Alligevel er vi ikke blevet trætte af dem, for dels er der mange variationsmuligheder og dels smager de virkeligt virkeligt godt. Andet? Jo, de er utroligt nemme at lave. Lad os komme i gang.

Fundamentalt kom de til verden en morgen, hvor jeg havde tænkt mig at bage no-knead-bread, men ikke gad vente på at brødet efterhævede og efterfølgende blev bagt og kølet ned. Efterfølgende har jeg ganget op og ned og pillet og tilsat, så jeg er endt med denne opskrift:

Sådan gør du

Aftenen før blander man følgende i en stor skål:

• 8 dl vand
• en nullermand gær (på størrelse med en ært). Opløses i vandet.
• 2 tsk salt (opløses i vandet)
• evt hvis det er en særlig lejlighed eller man har lyst: 1 stor tsk honning (opløses i vandet)
• 1100 g mel

Det hele røres sammen med en stor ske til det er homogent, men man behøver ikke at ælte ælte ælte. Faktisk tager det 5 minutter, og man skal virkeligt have masser af dårlige undskyldninger for ikke at orke det. Plastfolie over, lad stå til næste morgen, bare ved stuetemperatur.

Her skal jeg lige indskyde lidt om de variationsmuligheder jeg nævnte – når man har bagt et par gange og er fortrolig med processen kan man gå i gang med at variere lige så stille.
Prøv f.eks. 7 dl vand og 1 dl yoghurt for en endnu mere syrnet bolle – vil man have det endnu mere syrnet, kan man erstatte gæren med surdej.
Prøv også 300 g grovmel og 800g hvedemel for en grovere bolle – vil man beholde den lidt lette morgenbollefølelse (altså, ikke den følelse) kan man bruge grovdurum som grovmel. Jeg vælger mel ud fra hvad vi nu lige har gang i, men altid med hvedemelen som primær melsort.

Nå, nu har du sovet og dejen har hævet hele natten – det er nu du finder ud af om den skål du brugte var stor nok. Jeg har lært på den hårde måde.

Det allerførste du nu gør er at smække ovnen op på max grader – min går til 250, hvis din går højere vil jeg ikke høre om det. Har du en bagesten, så smid den ind midt i ovnen, og lad den varme op sammen med ovnen. Hvis du ikke har en bagesten, så køb en og brug i mellemtiden en bageplade, som du lader varme op med ovnen. Det skal være varmt, så når ovnen siger den er varm nok, skal den stå i al fald 15-30 minutter til. Man kan ikke stole på ovne, de er lumske.

Kom mel på dit køkkenbord og hæld dejen ud. Lidt forsigtigt, men ikke antik-kinesisk-glasfigur-ultraforsigtigt. Dejen skal ikke æltes, så tænk ikke engang tanken. 

Bred den så ud til et rektangel, der er ca. dobbelt så bredt som det er højt. 

Skær igennem på midten og del så hver af de to halvdele i 9 stykker (3 x 3):

Det bliver lige til to bageplader á 9 boller hver. De bliver uens i størrelsen, både i bredden og højden, men det har ikke indflydelse på slutresultatet. Tværtimod. Der er en indbygget lækkerhed i diversitet.

Nu skal de i ovnen (nej, de skal ikke efterhæve) – hvis du har en bagesten, har du sikkert også en bagespade, som du kan lempe dem ind i den brandvarme ovn med. Hvis ikke må du prøve dig frem – måske noget med at have bagepapir liggende på en bageplade og så hive over på den varme badeplade inde i ovnen (besværet er din egen skyld hvis du ikke har en bagesten, så jeg står bare her i hjørnet og kigger på dig med et løftet øjenbryn, Mr. Spock-style, mens du bakser færdig).

Når bollerne er inde, skruer du over på varmluft (hvis du har), smider ca. en halv dl. vand i bunden af ovnen (giver en sprød skorpe) og bager bollerne til de ser sådan her ud (det tager ca 9 minutter i min ovn):

Ud med dem, læg dem på en rist og gentag med anden plade.
Når du har bagt anden plade og lavet kaffen klar, er første plade klar til at blive spist – med smør, ost og/eller noget dekadent grøn tomatmarmelade.

Indlægget De fantastiske (og lidt sexede) morgenboller blev først udgivet på Det, vi har.

Det er en tilbagevendende … udfordring hvad vi skal gøre med denne rest, for bruges skal den. Jeg har tidligere kogt chutney og lavet en ordentlig skudefuld grøn ketchup, men i år vandt det søde køkken lodtrækningen. Eller, jeg trak ikke lod som sådan, men havde bare vildt lyst til noget sødt. Og så var det at jeg kom i tanke om de vildt parfumerede stænger tahiti-vanilje jeg havde købt for noget tid siden, men ikke rigtigt turdet bruge fordi de er ret overvældende.

Den færdige opskrift blev noget i retning af:

1 kg grønne tomater
500 g lyst rørsukker (jeg kunne med fordel have erstattet noget af det med muscovado, men jeg var løbet tør)
1 tsk. havsalt
En sjat æbleeddike eller balsamico (ca 1-2 spsk)
2-3 æbler
1 stang or’n’lig potent tahiti-vanilje (eller to almindelige)
Geleringspulver / melatin (hvis man er til den slags)

Vask tomaterne og æblerne og skær dem i groft ud – fjern kernehuset fra æblerne, men det er ikke nødvendigt at fjerne skind og kerner fra tomaterne.

Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud af indersiden og bland dem med lidt af sukkeret til der ikke er klumper af vanilje tilbage, men kun korn. Kog tomaterne op med vaniljen (smid også stangen i) sukker, eddike og salt. Lad koge ved svag varme i 20 minutter, til tomaterne er møre. Tag vaniljestængerne op og giv blandingen et drøn med stavblenderen til den har den ønskede konsistens – jeg holder af at der er tekstur i min marmelade, så jeg gav den bare et par hurtige drøn. Vil du have marmeladen skal være fast, er det nu den skal have noget pektin / melanin eller hvad man nu bruger. Læs på pakken hvor meget der skal i.

Hæld hele herligheden i skoldede, desinficerede glas og luk godt til.

Det blev rigtigt godt – vaniljens parfume får godt modspil af tomaternes syrlighed (der også får lidt backup af eddiken). Spis på ost eller bare rent på en friskbagt bolle. Det smager både hjemligt og eksotisk – og i den grad af mere.

Indlægget Projekt grønne tomater – dekadent tomatmarmelade blev først udgivet på Det, vi har.

Min ginger bug er nu en moden herre der har prøvet lidt af hvert – jeg laver ny sodavand på ugebasis og tilsætter bare vand og sukker når jeg har taget af den. Ja, kun vand og sukker – det er efterhånden ret sjældent at jeg tilsætter frisk ingefær. Hvorfor? Fordi ingefæren egentligt kun skulle til for at starte gæringen og nu har jeg gang i en sund kultur, som kan lidt af hvert – den kan sagtens hvile i sig selv uden yderligere ingefær. Jeg tilsætter nyt engang i mellem, men faktisk primært for at få ekstra ingefærsmag i.

De første tre-fire  bryg begyndte at lugte lidt af gammel prut efter nogle dage i køleskabet – det var ikke noget der havde betydning for smagen og det dampede af, når man hældte det op, men det var ikke særligt rart alligevel. Det er nu forsvundet helt – om det er kommet med alderen eller er et resultat af at jeg kommer mindre ingefær i min kultur skal jeg ikke kunne sige.

Jeg har gæret lidt af hvert med kulturen, og efter min mening bliver det bedst, når man bruger en base, der har noget karakter i sig selv – min syrensaft er for subtil til at slutresultatet bliver andet end en drik med sukker og ingefærsmag, mens en klassisk hyldeblomstsaft fungerer noget bedre. Gransaften fra det indlæg jeg linker til ovenfor giver en fremragende ginger bug-sodavand, meget frisk og læskende.

For mange år siden smagte jeg en US-style Cream Soda, med fløde og hele molevitten og det var en helt vild oplevelse, som jeg ikke har glemt. Nu har jeg prøvet at lave en base, som man så kan blande med fløde eller måske vaniljeis – jeg har ikke prøvet at blande endnu, men basen smager også dejligt i sig selv, sødt og lidt colaagtigt (dog uden colasmag af indlysende årsager). Man tager (portion til 2 liter):

• 150 g mørkt sukker (muscovado eller til nød farin)
• 50 g rørsukker
• 2 stænger af den virkeligt gode vanilje

Sukker og de opsprættede vaniljestænger koges til en lage med 1 liter vand. Tag af blusset og tilsæt  saft fra en halv citron (mindst – smag dig frem, der skal være balance i det). Lad det stå og køle og trække smag fra vaniljestængerne til næste dag, måske endda en dag til hvis du ikke har travlt. Hæld gennem klæde og si ned i din flaske – jeg er megastor fan af vaniljekorn, men det fungerede ikke for mig at have dem svævende i drikken. Måske fordi kulsyren får dem til at klumpe lidt sammen. Tilsæt en dl Ginger Bug og vand så du fylder flasken til et par centimeter fra låget. Lad gære. Drik.

Jeg prøvede på et tidspunkt også at lave ginger beer, altså at lade en sukker/ingefær-drik gære til det fik procenter, men der gik noget galt undervejs, så jeg nu står med 5 liter ingefæreddike (med brus). Jeg tror ikke det er på grund af min bug, men mere fordi jeg sikkert har sløset med rengøringen et sted undervejs. Slem Ulf, slem! Prøver igen når min stolthed har kommet sig.

En sidste erfaring er ikke min, men et spændende eksperiment som Thomas Broge-Starck lavede ovre på sin fremragende side Steg og Bras. Thomas brugte sin bug til at hæve et brød med, og med fint resultat. Jeg er i gang med at gøre ham kunsten efter, men har valgt at bruge min bug i en biga, som nu står og bobler lystigt ovre på bordet. Jeg glæder mig til resultatet.

Indlægget Ginger bug, del 2: erfaringer og nye ideer blev først udgivet på Det, vi har.

Syrensaft

Ja, jeg anede ikke at man kunne lave saft af syrenblomster, men kunne måske have sagt mig selv det. Jeg ved ikke lige hvor jeg stødte på konceptet, men det gav mening med det samme.
Det er enormt nemt – fundamentalt gør man ligesom når man laver hyldeblomstsaft. Jeg gjorde sådan her:

• 40-60 syrenblomsterklaser (og ja, farven smitter af på saften, så hvide giver klar saft, lyslilla giver lyslilla saft og mørkelilla giver mørkelilla. De kan alle bruges, men de lyslilla indeholder efter sigende mest nektar, så dem brugte jeg)
• 1 1/2 – 2 kg sukker.
• Skal af 1-2 citroner + enten saften fra citronerne eller en spsk citronsyre. Bruger man saften, skal den i efter det har kogt, da den ellers laver bitterstoffer.
• 3 l vand.

Kog sukker og vand (og evt citronsyre) til en lage, som du hælder over blomster og citronskal. Lad det stå og trække i et par dage inden du sier saften igennem et klæde og hælder den på flasker. Da et par dage ved stuetemperatur er ret optimale forhold for vildgær og alskens mugkulturer, er det ligesom med hyldeblomstsaft en god ide at tage forholdsregler – man kan enten lavpasteurisere den (opvarmes til ca 60 grader i 30 minutter – lidt besværligt, men det bevarer smagen), koge det op (men det kan dræbe nogle af de æteriske olier, som er med til at give smag), tilsætte atamon (hvis man ikke har noget imod tilsætninger), fryse det ned hvis man har en stor fryser eller endeligt bare vælge at drikke det hurtigt. Smagen er som ventet fuld af blomster, men (heldigvis) noget mindre parfumeret end jeg havde ventet. Meget let og forårsagtig. TODO næste år:

• plukke flere klaser og plukke dem tidligere på sæsonen. Mere blomstersmag!
• lave vin af saften. For jeg kan ikke forestille mig noget mere dekadent end at kunne byde på Syrenvin. Og fordi Lilac Wine er en fremragende sang.

Rabarbersaft

Jeg har tidligere smagt flere slags rabarbersaft, men aldrig selv lavet det. I år gik vores rabarberplanter amok, så jeg skulle være et skarn hvis ikke jeg benyttede mig af det – og Mama Infonauts yngste søn er ikke noget skarn. Det er en helt simpel kogt saftevand, hvor jeg  lader rabarbernes frugtede syrlighed spille op mod masser af parfumeret vaniljefantastiskhed.

Den laves noget i retning af sådan her:

• 1 kg rabarber (jeg brugte en blanding af almindelige og vinrabarber)
• skal af 1 citron
• en vaniljestang (jeg packer rimeligt heftige bourbonstænger fra Madagascar – smid 2 i hvis du bruger dem fra brugsen)
• ca 5-800 g sukker, afhængigt af rabarbernes modningsgrad – jo mere modne, desto mindre sukker (gerne vaniljesukker lavet på dine heftige stænger .. altså … jeg mener …)
• 2 liter vand
• smag evt til med saften fra citronen til du synes den sidder hvor den skal.

Kogt saft er det nemmeste i verden – alle ingredienserne ned i en gryde, tænd blusset, kog op og lad koge i 10 minutter. Hæld direkte på skoldede flasker gennem en stofble / ostelærred – eller en si, hvis ikke du har noget imod lidt grums i saften og godt kan lide at se vaniljekornene svæve rundt i drikken. 

Det smager helt åndssvagt godt og er den saft der klart hurtigst har fået ben at gå på. Jeg har ingen rettelser til næste år – har set andre opskrifter med kardemomme og endda lakrids, men det tænder ikke den hellige “det MÅ jeg prøve”-ild i mig. Det her er perfekt til os.

Det jeg skal lave næste år er rabarberlikør, som en af mine venner har anbefalet. Noget i den her stil, tænker jeg.

Gransaft

Igen faldt jeg tilfældigt over gransaft – jeg havde tidligere overvejet at bruge det i øl, men ikke tænkt at lave saft af det. Det viser sig at det er en ældre svensk (?) tradition. Der ser man.

Igen en simpel kogt saft. Man tager:

• 1 liter friske granskud. Friske skud, altså når de er helt lysegrønne og bløde. Der er for meget harpiks i de gamle skud.
• 3 liter vand.
• 400 g sukker.
• saft af 3 citroner (smag til med det efter kogningen).

Koge koge koge i 10-15 minutter, smag til med citronsaften (der skal nok mere til end du lige tror) og så filtreres direkte på skoldede flasker.

Smagen er frisk og meget lidt harpiks-agtig (pyh), selv om man godt kan smage hvor det kommer fra. Af de tre typer saftevand jeg har beskrevet her, er det den jeg helst vil bælle en liter af efter at have arbejdet udenfor i varmen. Jeg har allerede forsøgt at lave den til sodavand med min Ginger Bug, og det kan også varmt anbefales (med den bonus at udsagnet “jeg drikker hjemmelavet gransodavand, naturgæret på ingefærkultur” ikke sådan lige umiddelbart kan slås hvis man spiller speltbingo).

Indlægget Forårs-triumviratet – tre slags saftevand blev først udgivet på Det, vi har.

Det hele startede med at jeg læste lidt om hjemmelavet, gæret sodavand  (jeg kan anbefale bogen “True Brews” af Emma Christensen=) og så faldt jeg over et link til at lave sin egen Ginger Bug. Hvad er det nu for en størrelse?

Jo, ingefær er åbenbart ret villig til at spontangære, og det har man fra gammel tid brugt til at lave en gærkultur, man så kan bruge til at gære f.eks. hjemmelavet sodavand. Og det er ret nemt.

Du har brug for:

• et patentlågsglas (eller anden beholder som kan rumme ingefærkulturen). Rumindhold omkring 1 liter.
• En knold ingefær (ingen bonuspoint for at have gættet det).
• Sukker
• Vand

Start med at skylle patentlågsglasset og bagefter skolde det. Afmonter låget fra dets “hængsler” og læg det ovenpå glasset – dette er vigtigt, da gæringen udvikler co2, som skal have mulighed for at slippe bort. Hvis man bruger et syltetøjsglas, bør man ikke lukke låget i – eller helt droppe det og erstatte det med et viskestykke eller lignende. Der bør dog ikke kunne komme noget ind i glasset.

Riv omkring 2 spiseskefulde  ingefær – skræl den hvis den ikke er økologisk, den økologiske kan du nøjes med at vaske grundigt og evt skære tørre områder bort. Det er vigtigt at bruge så frisk ingefær som muligt – den skal føles fast og der skal også komme lidt saft ud af det når man river den.

Bland den revne ingefær med en deciliter vand og to spiseskefulde sukker. Lad stå ved stuetemperatur i et døgn.

De følgende 5-6 dage tilsætter man hver dag 1 spsk revet ingefær, 1 spsk sukker og ca en halv dl vand. Efter noget tid begynder den at boble og syde (man kan både se og høre det) og den lugter gæret på en sødlig måde. Så er den ved at være klar til brug. Den opbevares enten ved stuetemperatur, hvor man så fodrer den sukker, vand og ingefær hver / hver anden dag (hvis man bruger af den ofte) eller i køleskabet, hvor man kan nøjes med at fodre den ugentligt (og skal huske at tage den frem mindst en halv dag før man bruger af den).

Man bruger den ved at blande en sukkerholdig drik – og det skal være naturligt sødet, altså sukker, frugtsukker eller honning – med noget væske man dræner fra sin ingefærkultur og lader det stå ved stuetemperatur i nogle dage, til gæringen har udviklet naturlig kulsyre i drikken. Køl ned og drik.

For upræcist? Ok, så prøv det her:

• en halvanden-liters plasticflaske (plasticflaske? Jo, tricket kommer om lidt)
• knapt halvanden liter æblejuice (skal være friskpresset eller fra koncentrat – må ikke indeholde andet end ren juice / most og under ingen omstændigheder kunstigt sødemiddel som aspartam og hvad de ellers hedder).
• (tilfør evt lidt ekstra sukker – ca 1 tsk – da processen fjerner lidt af drikkens sødme)
• minimum en halv dl væske drænet fra ingefærkulturen – en halv dl er minimum til at sætte gæringen i gang, men hvis man gerne vil have mere ingefærsmag, tilsætter man bare noget mere. Lidt af gangen, for det er stærke sager.

Bland og ryst. Skru låget godt til. Lad stå ved stuetemperatur i et døgn eller to. Her kommer plasticflasketricket: undervejs mærker man på flasken ved at trykke på den. Når flasken er stenhård er den klar og skal under alle omstændigheder på køl inden den sprænges af trykket. Og den skal blive på køl indtil den er drukket.

Mens det står og gærer, kan der ligge noget gums på overfladen – det er aktive gærpartikler og det må de godt. Ligeledes ender der med at være noget bundfald – det er  helt naturligt og uskadeligt og man kan enten lade være med hælde den sidste halve cm op eller også kan man drikke det, da det er fuldstændigt uskadeligt (det gør jeg).

Jeg har prøvet flere varianter – hyldeblomstsaftevand og kvædesaft fungerer rigtigt fint – og der er generelt frit valg, så længe man har en sukkerholdig væske. Man kan også koge en sukkerlage – 130-150 gram sukker per liter – og hælde den over smagsgivere som f.eks. citronskal eller mynteblade og lade det stå og trække lidt. Prøv jer frem og meld tilbage hvis I finder noget genialt. Prøv også andre sukkerarter – hvad med Muscovado? Honning?

Mini-FAQ:
Men hov, var det ikke lige vigtigt at glasset med kulturen ikke var lukket, mens det nu er vigtigt at plasticflasken er lukket?
Jo. Det er fordi kulturen udvikler langt mere co2 end gæringsprocessen i plasticflasken, og dermed kan blive potentielt sprængfarlig. Det kan plasticflasken også – det er vigtigt at nedkøle den når den er færdig – men i langt mindre grad. Det at plasticflasken er lukket til gør også at co2’en ikke har andre steder at flygte hen end ind i ens drik, hvilket giver de dejlige kulsyrebobler.

Hov igen, gæring? Udvikler det så ikke procenter som man kan blive fuld af? Så er det ikke noget for børn, jo.
Jo, processen udvikler lidt alkohol undervejs, men det er under 1% (hvilket vil sige at der er flere procenter i at spise en godt moden pære eller blomme – for slet ikke at snakke om hvad der er i en hvidtøl). Det er altså ikke alkosodavand vi snakker om her.

Men jeg kan ikke lide ingefær?
Gå hjem.

Jeg elsker ingefær. Kan man lave Ginger Beer på denne måde?
Jeg arbejder på sagen. Der komme et indlæg om det, hvis det går godt.

Indlægget En “Ginger Bug” og naturgæret sodavand blev først udgivet på Det, vi har.

Tidligere i år faldt jeg så over John Wright (fra River Cottage) og hans serie Homebrew from the hedgerow – deriblandt en fin opskrift på mælkebøttevin. Jeg lod det ligge, for dels har jeg egentligt ikke tid og dels prøvede jeg engang at lave hyldeblomstvin, og det … gik ikke så godt.

(Ok, det blev hæsligt)

Men så skete der to ting. For det første begyndte det mælkebøttesaft jeg havde lavet i år at spontangære. Heldigvis opdagede vi det inden flaskerne eksploderede af kulsyretrykket, men ærgerligt alligevel. Vildgær er noget uforudsigelig stads, og der er meget i blomsterhoveder, især hvis de er plukket en fugtig dag.

Det andet der skete var at jeg – modstræbende – gik og slog græs på vores plæne, der var fint gul af mælkebøtter. Da fruen og ældstedrengen drager ud og handle, kigger han bekymret på mig og siger “pas nu på mælkebøtterne, far”. Som i “slå udenom”.  Knægten ved, hvad der har værdi her i livet.

Så kunne jeg ikke mere, og lavede de indledende øvelser – blomsterplukning, lagekogning og efterfølgende DØ, BLOMSTER, DØ! osv – på en halv time. Tju. Da jeg et par dage senere fik et ledigt øjeblik, fik jeg gjort resten.

Ingredienser til ca 5 liter:

• Flere mælkebøttehoveder end du gider plukke. Gør det alligevel – jeg fyldte en opvaskebalje, og det tager ikke så lang tid, hvis man finder et godt sted. Til gengæld behøver man ikke at være helt så hysterisk med det grønne på blomsten (men man skal stadig undgå stilk, med minde man vil skrue op for bitterheden).
• Lage af 1 kg sukker, 1 bøtte honning (4-500 g) og 4.5 l vand. Koge koge koge og parat med hulskeen, fordi honningen kan få det til at skumme som en mårrrfåkker.
• Skræl og kød fra 4 citroner (men ad til det hvide. Det gider vi ikke lege med)
• 500 g fintsnittede eller maste rosiner. Egentligt ikke strengt nødvendigt, men det fylder et smagsmæssigt rum i vinen.
• Til gæringen bruges gærnæringssalt (ikke strengt nødvendigt) og vingær (f.eks. denne).

De indledende øvelser er nemme, man koger lagen og hælder den over blomsterhovederne, rosinerne og citronskal / kød. Så lader man blandingen stå tildækket og trække i et par døgn.

Efter jeg havde siet saften fra, valgte jeg at lavpasteurisere den (dvs ca 30 minutter ved 60 grader), da jeg ville havde den vildgærede saft med i gæringsballonen – og vildgær er noget uforudsigeligt halløj, som jeg gerne ville slå ihjel. Death by Pasteur! Hvis man ikke er lige så paranoid overfor vildgær som mig, hælder man bare gær + gærnæringssalt i den frasiede saft (læs anvisninger på pakken).

Jeg tilsatte gærnæringssalt og hældte det hele i en renset gæringsballon, og da det nåede en rimelig temperatur (26 grader) tilsatte jeg gæren.

Lidt teknisk (spring over hvis du ikke gider læse det): Vægtfylden på den færdige saft var forholdsvis høj (1100 grader Oeschle, hvis man skulle være interesseret), så da jeg kun havde ølgær på lager (ups) tilsatte jeg et par liter vand, hvilket bragte vægtfylden ned på et mere afdæmpet niveau (1060 grader Oeschle) – meget bedre for ølgæren. Teoretisk kan ølgær godt gære til høje procenter, men man skal have meget gær, hvis den ikke skal “stresse” og producere uønskede bismage. Jeg regner med at den færdige vin ender på omkring 6.5 %, hvilket passer mig rigtigt fint – let og hyggelig uden at man ryger direkte i hegnet. Ølgær har også den fordel, at den helst vil forgære maltsukker (maltose), så der er en chance for at den efterlader noget restsødme. Har man vingær, behøver man ikke at tænke på at tilsætte vand – og ender i tilgift med en noget stærkere, men nok også mere tør vin. Jeg har tænkt mig at tilsætte 3 g sukker pr færdig liter vin når jeg putter på flasker (der kan holde til trykket, vel at mærke) – det vil karbonere vinen, ligesom cider.

Lige nu står gæringsballonen og plupper lystigt ude i mit bryggers, og jeg glæder mig vildt meget til resultatet – hvis det her lykkes, er næste stop hyldeblomstvinen … måske næste år?

Indlægget Ode til Ray : mælkebøttevin the Kelstrupskov way blev først udgivet på Det, vi har.