Dag 1:

Dag 2:

Dag 3:

Og nu skal den have fuld gas med flere højbede, et rosenbed og … noget humle. Mere om det senere.

Indlægget Nedrivningen i billeder blev først udgivet på Det, vi har.

FAR, HUNDEN ER LØBET VÆK OG DET DER HUS HVOR CYKLERNE IKKE LÆNGERE STÅR ER BRASET SAMMEN!!

Da jeg fik spurgt lidt ind til det, var hunden ikke så meget stukket af som den var ovre ved naboen (og kunne let lokkes hjem med et pivedyr) og udhuset … tjah, hvor galt kunne det være? Joh, noget i den her stil: 

Ok, ok, jeg skriver hundrede gange på tavlen “jeg vil tage mine børn alvorligt”.

HELDIGVIS (for der er et heldigvis) havde vores forsikringsselskab forsikret udhuset for år tilbage – ikke fuldt forsikret, men på sådan en “skader op til og med forsikringsbeløbet dækkes, ellers betales en nedrivning”-måde. Så en skadesanmeldelse senere og nu skal udhuset rives ned. Er det ikke både godt og skidt? Nej, det er faktisk næsten udelukkende godt. Skidtet har hele tiden været for faldefærdigt til at vi turde bruge det til noget alvorligt, så det har bare været 70 m2 ærgerligt, dødt rum midt på vores ellers så dejlige grund. Det bliver FOR FEDT at komme af med det udhus.

Nu har vi så brugt et par weekender på at tømme det for alt det skidt, der alligevel stod i det, selv om vi ikke brugte det. Der er blevet kørt på genbrugspladsen i stor stil, mens vi har fået lov til at låne en hesteboks i en ubrugt stald her i byen, så vi kan gøre af de ting vi gerne ville beholde. Ja, lokalsamfundet fungerer fantastisk herude.

Og i denne uge sker det så. Vist nok. Nedrivningsmanden mente nok det blev onsdag, men lad os nu se. Måske torsdag / fredag. Bum bum.

Så skal vi bagefter tage stilling til hvad vi skal gøre med 70m2 ny have (som ikke skråner som resten af haven) og … en grund, som nu lige pludseligt hænger sammen. Vi tænker allerede på hvad vi kan gøre med det, vi har.

Indlægget Farvel, udhus blev først udgivet på Det, vi har.

Syrensaft

Ja, jeg anede ikke at man kunne lave saft af syrenblomster, men kunne måske have sagt mig selv det. Jeg ved ikke lige hvor jeg stødte på konceptet, men det gav mening med det samme.
Det er enormt nemt – fundamentalt gør man ligesom når man laver hyldeblomstsaft. Jeg gjorde sådan her:

• 40-60 syrenblomsterklaser (og ja, farven smitter af på saften, så hvide giver klar saft, lyslilla giver lyslilla saft og mørkelilla giver mørkelilla. De kan alle bruges, men de lyslilla indeholder efter sigende mest nektar, så dem brugte jeg)
• 1 1/2 – 2 kg sukker.
• Skal af 1-2 citroner + enten saften fra citronerne eller en spsk citronsyre. Bruger man saften, skal den i efter det har kogt, da den ellers laver bitterstoffer.
• 3 l vand.

Kog sukker og vand (og evt citronsyre) til en lage, som du hælder over blomster og citronskal. Lad det stå og trække i et par dage inden du sier saften igennem et klæde og hælder den på flasker. Da et par dage ved stuetemperatur er ret optimale forhold for vildgær og alskens mugkulturer, er det ligesom med hyldeblomstsaft en god ide at tage forholdsregler – man kan enten lavpasteurisere den (opvarmes til ca 60 grader i 30 minutter – lidt besværligt, men det bevarer smagen), koge det op (men det kan dræbe nogle af de æteriske olier, som er med til at give smag), tilsætte atamon (hvis man ikke har noget imod tilsætninger), fryse det ned hvis man har en stor fryser eller endeligt bare vælge at drikke det hurtigt. Smagen er som ventet fuld af blomster, men (heldigvis) noget mindre parfumeret end jeg havde ventet. Meget let og forårsagtig. TODO næste år:

• plukke flere klaser og plukke dem tidligere på sæsonen. Mere blomstersmag!
• lave vin af saften. For jeg kan ikke forestille mig noget mere dekadent end at kunne byde på Syrenvin. Og fordi Lilac Wine er en fremragende sang.

Rabarbersaft

Jeg har tidligere smagt flere slags rabarbersaft, men aldrig selv lavet det. I år gik vores rabarberplanter amok, så jeg skulle være et skarn hvis ikke jeg benyttede mig af det – og Mama Infonauts yngste søn er ikke noget skarn. Det er en helt simpel kogt saftevand, hvor jeg  lader rabarbernes frugtede syrlighed spille op mod masser af parfumeret vaniljefantastiskhed.

Den laves noget i retning af sådan her:

• 1 kg rabarber (jeg brugte en blanding af almindelige og vinrabarber)
• skal af 1 citron
• en vaniljestang (jeg packer rimeligt heftige bourbonstænger fra Madagascar – smid 2 i hvis du bruger dem fra brugsen)
• ca 5-800 g sukker, afhængigt af rabarbernes modningsgrad – jo mere modne, desto mindre sukker (gerne vaniljesukker lavet på dine heftige stænger .. altså … jeg mener …)
• 2 liter vand
• smag evt til med saften fra citronen til du synes den sidder hvor den skal.

Kogt saft er det nemmeste i verden – alle ingredienserne ned i en gryde, tænd blusset, kog op og lad koge i 10 minutter. Hæld direkte på skoldede flasker gennem en stofble / ostelærred – eller en si, hvis ikke du har noget imod lidt grums i saften og godt kan lide at se vaniljekornene svæve rundt i drikken. 

Det smager helt åndssvagt godt og er den saft der klart hurtigst har fået ben at gå på. Jeg har ingen rettelser til næste år – har set andre opskrifter med kardemomme og endda lakrids, men det tænder ikke den hellige “det MÅ jeg prøve”-ild i mig. Det her er perfekt til os.

Det jeg skal lave næste år er rabarberlikør, som en af mine venner har anbefalet. Noget i den her stil, tænker jeg.

Gransaft

Igen faldt jeg tilfældigt over gransaft – jeg havde tidligere overvejet at bruge det i øl, men ikke tænkt at lave saft af det. Det viser sig at det er en ældre svensk (?) tradition. Der ser man.

Igen en simpel kogt saft. Man tager:

• 1 liter friske granskud. Friske skud, altså når de er helt lysegrønne og bløde. Der er for meget harpiks i de gamle skud.
• 3 liter vand.
• 400 g sukker.
• saft af 3 citroner (smag til med det efter kogningen).

Koge koge koge i 10-15 minutter, smag til med citronsaften (der skal nok mere til end du lige tror) og så filtreres direkte på skoldede flasker.

Smagen er frisk og meget lidt harpiks-agtig (pyh), selv om man godt kan smage hvor det kommer fra. Af de tre typer saftevand jeg har beskrevet her, er det den jeg helst vil bælle en liter af efter at have arbejdet udenfor i varmen. Jeg har allerede forsøgt at lave den til sodavand med min Ginger Bug, og det kan også varmt anbefales (med den bonus at udsagnet “jeg drikker hjemmelavet gransodavand, naturgæret på ingefærkultur” ikke sådan lige umiddelbart kan slås hvis man spiller speltbingo).

Indlægget Forårs-triumviratet – tre slags saftevand blev først udgivet på Det, vi har.

Så er det en god ide at kigge på hvor jeg er og hvad jeg har, for der står jo et drivhus i haven – det trængte godt nok til en kærlig hånd efter vi ikke havde haft det i brug sidste år og der skulle nyt glas i der hvor den fasan, der forvildede sig derind i vinters fløj ud med et KRASJ!, men det var overkommeligt.

Oveni det skulle vi i gang med at dyrke på en ny måde – vi havde hidtil brugt kapilærkasser, men dels var de rimeligt hærgede af tid og børn og dyr og dels er det rimeligt uøkologisk sådan at købe nye plantesække hvert år. GO GO COMPOST POWERS!

Det oplagte for os var at etablere højbede, og knæk sagde filmen, for vi havde ikke lige penge tilovers til materialer. Men som erfaren biografoperatør fik jeg lige splejset filmen igen, for vi har da et faldefærdigt udhus fyldt med mere eller mindre brugbare materialer som den tidligere ejer efterlod ved fraflytningen.

Og bonus! Der var en masse skrammel brugbare, men meget uens træstykker. Ikke at sådan noget stopper Team Infonaut, tværtimod – full steam ahead, og når det så alligevel ikke kan blive snorlige, så lad det blive skævt. Noget i den her stil:

Her en måneds tid efter er der godt gang i det hele – vi har sat tomat (flere slags), skoleagurk, stevia (første gang vi prøver den og det er bare for sjov), majs, flere slags chili, noget timian og rosmarin, som skal stå der permanent og så en ussel lille melonplante, som jeg købte af medlidenhed for 10 kr i en frasorteringskasse i Silvan, men som faktisk kommer ganske fint.
Det bliver en god sommer.

Indlægget Om at bygge skævt. Med vilje. blev først udgivet på Det, vi har.

En opdatering på min mælkebøttevin:

Gæringen er næsten færdig. Vi ender i den lave ende af 8%, måske endda 7.8.
Farven er (som det ses) lidt uklar i det, men den bliver sandsynligvis klarere ved lagring. Smagen er – som unge vine er – lidt sprittet i det, men den har allerede masser af fine smagsnuancer. Glæder mig til at få den på flaske om en uges tid.

Indlægget Mælkebøttevin – to uger senere blev først udgivet på Det, vi har.

Det bliver nok ikke i år. Der skal samles materialer og vi skal overveje om det er den helt rigtige placering – alt imens der er masser af andre ting at tage sig af.

Indlægget Projekt drivhus: tidlig planlægning blev først udgivet på Det, vi har.

Tidligere i år faldt jeg så over John Wright (fra River Cottage) og hans serie Homebrew from the hedgerow – deriblandt en fin opskrift på mælkebøttevin. Jeg lod det ligge, for dels har jeg egentligt ikke tid og dels prøvede jeg engang at lave hyldeblomstvin, og det … gik ikke så godt.

(Ok, det blev hæsligt)

Men så skete der to ting. For det første begyndte det mælkebøttesaft jeg havde lavet i år at spontangære. Heldigvis opdagede vi det inden flaskerne eksploderede af kulsyretrykket, men ærgerligt alligevel. Vildgær er noget uforudsigelig stads, og der er meget i blomsterhoveder, især hvis de er plukket en fugtig dag.

Det andet der skete var at jeg – modstræbende – gik og slog græs på vores plæne, der var fint gul af mælkebøtter. Da fruen og ældstedrengen drager ud og handle, kigger han bekymret på mig og siger “pas nu på mælkebøtterne, far”. Som i “slå udenom”.  Knægten ved, hvad der har værdi her i livet.

Så kunne jeg ikke mere, og lavede de indledende øvelser – blomsterplukning, lagekogning og efterfølgende DØ, BLOMSTER, DØ! osv – på en halv time. Tju. Da jeg et par dage senere fik et ledigt øjeblik, fik jeg gjort resten.

Ingredienser til ca 5 liter:

• Flere mælkebøttehoveder end du gider plukke. Gør det alligevel – jeg fyldte en opvaskebalje, og det tager ikke så lang tid, hvis man finder et godt sted. Til gengæld behøver man ikke at være helt så hysterisk med det grønne på blomsten (men man skal stadig undgå stilk, med minde man vil skrue op for bitterheden).
• Lage af 1 kg sukker, 1 bøtte honning (4-500 g) og 4.5 l vand. Koge koge koge og parat med hulskeen, fordi honningen kan få det til at skumme som en mårrrfåkker.
• Skræl og kød fra 4 citroner (men ad til det hvide. Det gider vi ikke lege med)
• 500 g fintsnittede eller maste rosiner. Egentligt ikke strengt nødvendigt, men det fylder et smagsmæssigt rum i vinen.
• Til gæringen bruges gærnæringssalt (ikke strengt nødvendigt) og vingær (f.eks. denne).

De indledende øvelser er nemme, man koger lagen og hælder den over blomsterhovederne, rosinerne og citronskal / kød. Så lader man blandingen stå tildækket og trække i et par døgn.

Efter jeg havde siet saften fra, valgte jeg at lavpasteurisere den (dvs ca 30 minutter ved 60 grader), da jeg ville havde den vildgærede saft med i gæringsballonen – og vildgær er noget uforudsigeligt halløj, som jeg gerne ville slå ihjel. Death by Pasteur! Hvis man ikke er lige så paranoid overfor vildgær som mig, hælder man bare gær + gærnæringssalt i den frasiede saft (læs anvisninger på pakken).

Jeg tilsatte gærnæringssalt og hældte det hele i en renset gæringsballon, og da det nåede en rimelig temperatur (26 grader) tilsatte jeg gæren.

Lidt teknisk (spring over hvis du ikke gider læse det): Vægtfylden på den færdige saft var forholdsvis høj (1100 grader Oeschle, hvis man skulle være interesseret), så da jeg kun havde ølgær på lager (ups) tilsatte jeg et par liter vand, hvilket bragte vægtfylden ned på et mere afdæmpet niveau (1060 grader Oeschle) – meget bedre for ølgæren. Teoretisk kan ølgær godt gære til høje procenter, men man skal have meget gær, hvis den ikke skal “stresse” og producere uønskede bismage. Jeg regner med at den færdige vin ender på omkring 6.5 %, hvilket passer mig rigtigt fint – let og hyggelig uden at man ryger direkte i hegnet. Ølgær har også den fordel, at den helst vil forgære maltsukker (maltose), så der er en chance for at den efterlader noget restsødme. Har man vingær, behøver man ikke at tænke på at tilsætte vand – og ender i tilgift med en noget stærkere, men nok også mere tør vin. Jeg har tænkt mig at tilsætte 3 g sukker pr færdig liter vin når jeg putter på flasker (der kan holde til trykket, vel at mærke) – det vil karbonere vinen, ligesom cider.

Lige nu står gæringsballonen og plupper lystigt ude i mit bryggers, og jeg glæder mig vildt meget til resultatet – hvis det her lykkes, er næste stop hyldeblomstvinen … måske næste år?

Indlægget Ode til Ray : mælkebøttevin the Kelstrupskov way blev først udgivet på Det, vi har.

Forrige og sidste år havde jeg faktisk gjort en del af forarbejdet, for da vi ryddede de sidste par hundrede m2 brændenælde/vilde hindbær/brombærkrat, lavede jeg et fint bålsted – ikke den klassiske cirkel, men et rektangel på ca 70 cm gange 1,5 m med så høje sider, at det er nemt at holde sin snobrødspind.

Så langt, så godt – vi har testet mange gange og det fungerer helt efter hensigten. Men hvorfor så stort et bålsted?

Jo, udover at man teoretisk kan helstege et eller andet dyr over det (kræver lige nogle spid og sådan – og en anledning), så er det dels praktisk at kunne dynge grene fra haven op på et sådant rektangel og dels giver det nogle fordele sådan at kunne flytte rundt på varmen – for der er ikke nogen der siger at man skal tænde op i hele bålstedet på en gang.

Da jeg først fik den tanke, var der ikke langt til den næste ide: jeg fandt en stor, flad granitsten og gravede den ned i den ene ende af bålstedet. Tanken er så, at hvis man  tænder et stort bål ovenpå, vil den blive varmet gradvist op (så den ikke sprænges af temperaturskiftet) og holde varmen, så man kan feje gløderne væk og bage fladbrød på den. Malou Klidmoster har en fin opskrift på fladbrød (scroll lidt ned) – hun har navngivet den efter mit twitter-alias fordi hun fik den af mig, men reelt har jeg bare “stjålet” den fra Hugh Fearnley-Whittingstall fra River Cottage. Det ser sådan her ud i praksis når man laver dem på min bålsten: 

På pindene er der farsbrød, tilberedt som snobrød. Vi var flere der syntes at det færdige resultat så ret godt ud:

Men det var ikke 100% vellykket, for på trods af at bålet havde brændt i over 1 time, var stenen faktisk ikke helt varm nok til at bage andet sæt fladbrød færdige. Ja, jeg har fundet en for stor sten – alternativt skal jeg lave et større bål.

Men som proof of concept var det fantastisk – der er noget fantastisk “tilbage til rødderne” over at spise mad, der i store træk kunne være blevet tilberedt for 10000 år siden (ok, dengang havde de nok ikke ketchup og deres kød var nok heller ikke hakket til fars, men princippet er godt nok). Mere af det.

Det store bålsted er fint og godt, men, nåja, stort. Jeg fandt et gammelt kloakrør blandt de ting vi havde overtaget fra de tidligere ejere, og efter lidt overvejelser gravede jeg det halvt ned i jorden. Jeg tog en rist fra den gamle grill og tju, så var der et minibålsted, som man kan stege pølser på og sådan. Ikke nogen skønhedsåbenbaring, men mon ikke vi kan råde bod på det på en eller anden måde?

Trefoden var en del af vores bryllupsgave fra min svigerfar – med til den hører en kæmpestor bålgryde (måske 50 liter), og gryde-over-bål-konceptet er klart en del af vores fremtid, især efter at fruen har fundet en noget mindre støbejernsgryde vi kan bruge.

Problemet med cementrøret (udover æstetikken) er at det mangler træk i bunden, hvilket får ilden til at gå kold forholdsvist hurtigt. Jeg arbejder med to løsninger, hvor den ene involverer et 18mm betonbør og en slagboremaskine og det andet … er lidt mere kompliceret, men også sjovere. Det involverer et nedgravet metalrør og en cykelpumpe og vil (i teorien, i al fald) give samme effekt som en blæsebælg på smedens esse. Jeg overvejer pt. for og imod begge løsninger.

I praksis har vi en dejligt simpel løsning, som passer os endog rigtigt godt – forleden bespiste vi uden problemer 14 mennesker med pølser og burgere, og kunne uden de store problemer have klaret det dobbelte antal, samtidigt med at det også virker for os når vi bare er de 4-5 personer i husholdningen. Fremtidige udviklingsønsker inkluderer en middeltyk støbejernsplade, der kan agere stegeflade og nogle bedre riste, gerne af støbejern og skræddersyede til vores bålsted. Pokkers, jeg skulle have taget det svejsekursus for 25 år siden…

Indlægget Projekt Bålmad blev først udgivet på Det, vi har.

Indlægget Stedet ved åen blev først udgivet på Det, vi har.

Ja, vi kunne luge, men i konkurrencen mod skvalderkål og brændenælde, ligger mælkebøtten altså ret langt nede på listen over de planter som vi fjerner. Jeg er faktisk ret glad for dem – de er i mine øjne umanérligt smukke samtidigt med at de er sjove at lege med for børnene, når de blomstrer af og laver “faldskærme”. Skulle de så ende med at vokse et sted hvor vi ikke er interesseret i dem, er det ret nemt at fjerne dem igen.

Men der er flere gode anvendelsesmuligheder, og en solskinsmandag kan bruges på værre måder end denne:

Man plukker så mange mælkebøttehoveder man orker. Stængelen er bitter og der skal heller ikke for meget af det grønne omkring hovedet med.

Vi plukkede til vi ikke gad mere (ok, jeg arbejdede løbende med ungernes motivation) og endte med en 70-100 hoveder, måske lidt mere. Så røg de i en varmeresistent beholder sammen med skræl og frugtkød af 1 citron, samtidig med at jeg kogte 2 liter vand og ca 1 kg sukker til lage. 

Når lagen er klar (sukkeret skal være smeltet og det skal være lige på kogepunktet), hældes den over mælkebøttehovederne og citronen. MWAHAHAHAHA DØ DØ DØ!! -udråb er valgfri, men det hjælper altsammen, tænker jeg. Så binder man et klæde over sin beholder og lader det stå, allermindst til næste dag, gerne længere (2-3 dage). Saften filtreres igennem et klæde og hældes på flasker – hvis man vil have at den lever længe, skal man nok skylle dem i atamon, men jeg tror ikke den overlever måneden ud.

Og voila (udtales “våjla”, ligesom Sonja fra Amagercenteret ville gøre), så har man solskin på flaske:

Retrospekt ville jeg enten skrue op for mælkebøttehovedmængden eller ned for vandmængden (måske 1½ liter), men sukkermængden og citronmængden er lige tilpas. Saften skal fortyndes efter smag.

Næste projekt i denne boldgade må nødvendigvis – med et nik til Ray Bradbury – være mælkebøttevin, men det bliver nok ikke i denne omgang.

PS. Jeg holder stadig pause fra twitter og FB, så vil du have at jeg skal se din kommentar, foregår det her. I al fald hvis du vil have svar fra mig.

Indlægget Mælkebøttesaftevand blev først udgivet på Det, vi har.