Det kom som verdens mindste overraskelse da væggen til udhuset braste sammen. Eller, det vil sige, når man sidder i et tog på vej fra Albertslund til Odense og ungerne er alene hjemme, er det ikke sjovt at få en opringning a la:
FAR, HUNDEN ER LØBET VÆK OG DET DER HUS HVOR CYKLERNE IKKE LÆNGERE STÅR ER BRASET SAMMEN!!
Da jeg fik spurgt lidt ind til det, var hunden ikke så meget stukket af som den var ovre ved naboen (og kunne let lokkes hjem med et pivedyr) og udhuset … tjah, hvor galt kunne det være? Joh, noget i den her stil: 
Ok, ok, jeg skriver hundrede gange på tavlen “jeg vil tage mine børn alvorligt”.
HELDIGVIS (for der er et heldigvis) havde vores forsikringsselskab forsikret udhuset for år tilbage – ikke fuldt forsikret, men på sådan en “skader op til og med forsikringsbeløbet dækkes, ellers betales en nedrivning”-måde. Så en skadesanmeldelse senere og nu skal udhuset rives ned. Er det ikke både godt og skidt? Nej, det er faktisk næsten udelukkende godt. Skidtet har hele tiden været for faldefærdigt til at vi turde bruge det til noget alvorligt, så det har bare været 70 m2 ærgerligt, dødt rum midt på vores ellers så dejlige grund. Det bliver FOR FEDT at komme af med det udhus.
Nu har vi så brugt et par weekender på at tømme det for alt det skidt, der alligevel stod i det, selv om vi ikke brugte det. Der er blevet kørt på genbrugspladsen i stor stil, mens vi har fået lov til at låne en hesteboks i en ubrugt stald her i byen, så vi kan gøre af de ting vi gerne ville beholde. Ja, lokalsamfundet fungerer fantastisk herude.
Og i denne uge sker det så. Vist nok. Nedrivningsmanden mente nok det blev onsdag, men lad os nu se. Måske torsdag / fredag. Bum bum.
Så skal vi bagefter tage stilling til hvad vi skal gøre med 70m2 ny have (som ikke skråner som resten af haven) og … en grund, som nu lige pludseligt hænger sammen. Vi tænker allerede på hvad vi kan gøre med det, vi har.
