Syrensaft

Ja, jeg anede ikke at man kunne lave saft af syrenblomster, men kunne måske have sagt mig selv det. Jeg ved ikke lige hvor jeg stødte på konceptet, men det gav mening med det samme.
Det er enormt nemt – fundamentalt gør man ligesom når man laver hyldeblomstsaft. Jeg gjorde sådan her:

• 40-60 syrenblomsterklaser (og ja, farven smitter af på saften, så hvide giver klar saft, lyslilla giver lyslilla saft og mørkelilla giver mørkelilla. De kan alle bruges, men de lyslilla indeholder efter sigende mest nektar, så dem brugte jeg)
• 1 1/2 – 2 kg sukker.
• Skal af 1-2 citroner + enten saften fra citronerne eller en spsk citronsyre. Bruger man saften, skal den i efter det har kogt, da den ellers laver bitterstoffer.
• 3 l vand.

Kog sukker og vand (og evt citronsyre) til en lage, som du hælder over blomster og citronskal. Lad det stå og trække i et par dage inden du sier saften igennem et klæde og hælder den på flasker. Da et par dage ved stuetemperatur er ret optimale forhold for vildgær og alskens mugkulturer, er det ligesom med hyldeblomstsaft en god ide at tage forholdsregler – man kan enten lavpasteurisere den (opvarmes til ca 60 grader i 30 minutter – lidt besværligt, men det bevarer smagen), koge det op (men det kan dræbe nogle af de æteriske olier, som er med til at give smag), tilsætte atamon (hvis man ikke har noget imod tilsætninger), fryse det ned hvis man har en stor fryser eller endeligt bare vælge at drikke det hurtigt. Smagen er som ventet fuld af blomster, men (heldigvis) noget mindre parfumeret end jeg havde ventet. Meget let og forårsagtig. TODO næste år:

• plukke flere klaser og plukke dem tidligere på sæsonen. Mere blomstersmag!
• lave vin af saften. For jeg kan ikke forestille mig noget mere dekadent end at kunne byde på Syrenvin. Og fordi Lilac Wine er en fremragende sang.

Rabarbersaft

Jeg har tidligere smagt flere slags rabarbersaft, men aldrig selv lavet det. I år gik vores rabarberplanter amok, så jeg skulle være et skarn hvis ikke jeg benyttede mig af det – og Mama Infonauts yngste søn er ikke noget skarn. Det er en helt simpel kogt saftevand, hvor jeg  lader rabarbernes frugtede syrlighed spille op mod masser af parfumeret vaniljefantastiskhed.

Den laves noget i retning af sådan her:

• 1 kg rabarber (jeg brugte en blanding af almindelige og vinrabarber)
• skal af 1 citron
• en vaniljestang (jeg packer rimeligt heftige bourbonstænger fra Madagascar – smid 2 i hvis du bruger dem fra brugsen)
• ca 5-800 g sukker, afhængigt af rabarbernes modningsgrad – jo mere modne, desto mindre sukker (gerne vaniljesukker lavet på dine heftige stænger .. altså … jeg mener …)
• 2 liter vand
• smag evt til med saften fra citronen til du synes den sidder hvor den skal.

Kogt saft er det nemmeste i verden – alle ingredienserne ned i en gryde, tænd blusset, kog op og lad koge i 10 minutter. Hæld direkte på skoldede flasker gennem en stofble / ostelærred – eller en si, hvis ikke du har noget imod lidt grums i saften og godt kan lide at se vaniljekornene svæve rundt i drikken. 

Det smager helt åndssvagt godt og er den saft der klart hurtigst har fået ben at gå på. Jeg har ingen rettelser til næste år – har set andre opskrifter med kardemomme og endda lakrids, men det tænder ikke den hellige “det MÅ jeg prøve”-ild i mig. Det her er perfekt til os.

Det jeg skal lave næste år er rabarberlikør, som en af mine venner har anbefalet. Noget i den her stil, tænker jeg.

Gransaft

Igen faldt jeg tilfældigt over gransaft – jeg havde tidligere overvejet at bruge det i øl, men ikke tænkt at lave saft af det. Det viser sig at det er en ældre svensk (?) tradition. Der ser man.

Igen en simpel kogt saft. Man tager:

• 1 liter friske granskud. Friske skud, altså når de er helt lysegrønne og bløde. Der er for meget harpiks i de gamle skud.
• 3 liter vand.
• 400 g sukker.
• saft af 3 citroner (smag til med det efter kogningen).

Koge koge koge i 10-15 minutter, smag til med citronsaften (der skal nok mere til end du lige tror) og så filtreres direkte på skoldede flasker.

Smagen er frisk og meget lidt harpiks-agtig (pyh), selv om man godt kan smage hvor det kommer fra. Af de tre typer saftevand jeg har beskrevet her, er det den jeg helst vil bælle en liter af efter at have arbejdet udenfor i varmen. Jeg har allerede forsøgt at lave den til sodavand med min Ginger Bug, og det kan også varmt anbefales (med den bonus at udsagnet “jeg drikker hjemmelavet gransodavand, naturgæret på ingefærkultur” ikke sådan lige umiddelbart kan slås hvis man spiller speltbingo).

Indlægget Forårs-triumviratet – tre slags saftevand blev først udgivet på Det, vi har.

Ja, vi kunne luge, men i konkurrencen mod skvalderkål og brændenælde, ligger mælkebøtten altså ret langt nede på listen over de planter som vi fjerner. Jeg er faktisk ret glad for dem – de er i mine øjne umanérligt smukke samtidigt med at de er sjove at lege med for børnene, når de blomstrer af og laver “faldskærme”. Skulle de så ende med at vokse et sted hvor vi ikke er interesseret i dem, er det ret nemt at fjerne dem igen.

Men der er flere gode anvendelsesmuligheder, og en solskinsmandag kan bruges på værre måder end denne:

Man plukker så mange mælkebøttehoveder man orker. Stængelen er bitter og der skal heller ikke for meget af det grønne omkring hovedet med.

Vi plukkede til vi ikke gad mere (ok, jeg arbejdede løbende med ungernes motivation) og endte med en 70-100 hoveder, måske lidt mere. Så røg de i en varmeresistent beholder sammen med skræl og frugtkød af 1 citron, samtidig med at jeg kogte 2 liter vand og ca 1 kg sukker til lage. 

Når lagen er klar (sukkeret skal være smeltet og det skal være lige på kogepunktet), hældes den over mælkebøttehovederne og citronen. MWAHAHAHAHA DØ DØ DØ!! -udråb er valgfri, men det hjælper altsammen, tænker jeg. Så binder man et klæde over sin beholder og lader det stå, allermindst til næste dag, gerne længere (2-3 dage). Saften filtreres igennem et klæde og hældes på flasker – hvis man vil have at den lever længe, skal man nok skylle dem i atamon, men jeg tror ikke den overlever måneden ud.

Og voila (udtales “våjla”, ligesom Sonja fra Amagercenteret ville gøre), så har man solskin på flaske:

Retrospekt ville jeg enten skrue op for mælkebøttehovedmængden eller ned for vandmængden (måske 1½ liter), men sukkermængden og citronmængden er lige tilpas. Saften skal fortyndes efter smag.

Næste projekt i denne boldgade må nødvendigvis – med et nik til Ray Bradbury – være mælkebøttevin, men det bliver nok ikke i denne omgang.

PS. Jeg holder stadig pause fra twitter og FB, så vil du have at jeg skal se din kommentar, foregår det her. I al fald hvis du vil have svar fra mig.

Indlægget Mælkebøttesaftevand blev først udgivet på Det, vi har.